Endelig er der igen en Kate Burkholder-bog, der nogenlunde lever op til det ry, serien har. Det er en god bog, om end der er lidt for mange unødvendige gentagelser og et par irriterende, logiske svipsere - men den samlede læseoplevelse er god.

To stjerner for at være OK, forudsat at man kan acceptere et lettere søgt set-up i 1800-tallets Edinburgh... Der er ikke meget overladt til læserens egen vurdering, idet alting udpensles og gerne gentages, ikke mindst når det gælder vilkår og betingelser for datidens tjenestepiger.

Men som sagt er den OK - og tilpas OK til, at jeg straks går i gang med toeren :-)

Historierne (for der er flere) er tynde og usammenhængende; sproget er tungt og forceret... Jeg havde håbet, toeren var bedre end den temmelig skuffende Al kødets gang, men nu tror jeg bare, jeg forlader 'Ambrose Parry'.

Sikken en fin historie - det er jo helt trist at slippe den skæve, sønderjyske familie igen :-)

I starten af læsningen var jeg skeptisk, fordi jeg syntes, de korte 'snapshops' fra hvert år var for fragmentariske og manglede sammenhæng, ligesom det tog mig et stykke tid at få helt hold på de forskellige karakterer. Men pludselig begyndte de forskellige brikker nærmest at blive visuelle og samle sig til et puslespil. Faktisk får jeg helt lyst til at starte forfra på bogen og genlæse den med den nye viden, jeg har om familien!

Det er virkelig lykkedes Daniel Defoe med Robinson Crusoe og nu Moll Flanders at skrive to "romaner" med yderst vellykkede, særdeles kønsstereotype karakterer. Forudsat at man anerkender Moll Flanders som kønsstereotyp med al sin charmerende adfærd præget af bedrageri, tyveri og kvindelist :-)

Og så må man i øvrigt bare konstatere, at i 1722 er barndommen, eller barnets værdi, endnu ikke anerkendt! Det er ikke mange ord og stort set ingen følelser, der ofres på de stakkels børn, der efterlades i Moll Flanders' kølvand!

Jeg er ikke sikker på, jeg har fået rigtig fat i ret meget af historien... eller måske historieRNE, for der er mange. Mange spor, mange personer. Jeg mistede ret hurtigt overblikket og kunne derfor bruge tiden på at være irriteret. Irriteret over brutaliteten i mord-beskrivelserne, over alle afvejene i historien, over al den unødvendige beskrivelse af "flow of consciousness". Hvem hulan bliver grebet af filosofiske tanker og nostalgisk tankevirksomhed i livstruende situationer, med en seriemoder i hælene? Ud over Fabian Risk, der alt, alt for mange gange har tid til at stoppe op og lade tankerne flyde, når handlingen spidser til.

Dette er langt den bedste af de (indtil nu) tre Fabian Risk-bøger, jeg har læst - langt bedre struktureret og mere overskuelig. Men jeg har stadig lidt svært ved at forstå, at der skal være to fortællinger og to persongallerier i én krimi. Det ville give mere mening at splitte op i to serier, en "dansk" og en "svensk"; man kunne jo stadig lade hovedpersonerne interagere (på Michael Conelly-måden).

Mathilde Walter Clark skriver godt! Jeg kan virkelig godt lide hendes sprog, og jeg glæder mig til at læse mere af hende. Det er en god bog med fine perspektiver, og kendte jeg MWC personligt, ville jeg elske at læse den pga dens selvbiografiske kvalitet.

Men selv om smerten i at have en fraværende far står yderst klart, oplever jeg alligevel en form for distancering. Måske fordi fortællingen ud over forholdet til faren har karakter af en "skøjtetur" hen over mødet med andre familiemedlemmer, primært i Texas, og historiske indspark. Alt sammen charmerende, men ikke så engagerende, som jeg kunne tænke mig. Jeg synes, man bliver efterladt lidt uforløst.

Den er vild! Den er for meget! Den er for lidt! - Og den er helt sin egen!

I passager af teksten forstår jeg ikke en brik! Men det er på den måde, hvor man bare ved, at man på et tidspunkt er nødt til at genlæse bogen, fordi man må give tid og plads til dé passager, når førstehåndsindtrykket har lagt sig.

Og så er der brillante afsnit som dette (om alt det, der kommer ud af ens TV): ‘Det var vrede demonstranter der stod og skreg foran en bank. Det var huler bygget af papkasser under en bro og bål i gamle olietønder. Det var vejrbidte og ramponerede mennesker. Det var et talentshow. Det var dommere der skændtes og hujede og krympede sig, og deltagere der græd behersket, smilede tappert og omfavnede hinanden. Det var amatørskuespil. Det var uniformerede mænd der i loopet slowmotion tæskede løs på en liggende kvinde i burka.’ (side 53). Det er nådesløst - and I love it! ❤️

Der er jo ikke noget at sige til, at man ønsker at melde sig ud af dét! Og hovedpersonen forsøger da også at skrælle al kultur væk, f.eks. ved at eliminere litteraturen, både den skrevne og den læste. Og der kommer djævelens lille udsending så ind i billedet!

Men altså - er det kun mig, der ser en form for slægtskab mellem Behemot og ræven i Den lille prins? Behemot med sit ‘Tsk tsk, lille dame. Du ved ikke hvad der er godt for dig’ (med alle hans lumre undertoner

Ahr, den er svær... Noget af værdien ved denne bog er, at den er anderledes, men jeg har simpelthen så svært ved at beslutte mig til, hvor meget godt det gør for læseoplevelsen. Det er en fin bog, men det er også en underlig bog, fordi jeg umiddelbart bare læser den som én lang passage gennem hovedpersonernes hoveder hvor alt, ALT i deres tanker om sig selv og andre serveres. Altså umiddelbart en temmelig selvcentreret fortælling, der kører noget i ring.

Og så alligevel... Der sker nemlig noget i min opfattelse af bogen, når jeg IKKE læser; når jeg tænker over teksten. Det ER "ungdommens stemme", som jeg læste, en anmelder skrev - og det er en stemme, for hvem det betyder alt, hvor i hierarkiet, du er placeret, og hvad andre tænker om dig. Interessant og noget skræmmende, set med en voksens øjne...

Noget af det, bogen VIRKELIG kan, er at give en fuldkommen spektakulær beskrivelse af mobningens "anatomi" - hvordan den fungerer, hvordan den udspiller sig, hvordan den påvirker både mobber og mobbeoffer. Og det er nok dét, der hiver min vurdering op fra to til tre stjerner.

Men jeg ser frem til at læse mere af forfatteren.