Her er den jo! - Den bog, jeg havde forventet at få, da jeg læste Lone Star og blev en smule skuffet.

Huset uden ende er en eminent samling af essays, en klar og vedkommende forfatterstemme. Hvor Lone Star nok var tænkt sammenhængende, men blev fragmentarisk, er denne bog med sin essaystil principielt fragmentarisk, men fremstår lysende klar og sammenhængende. Et vigtigt nedslag i tiden og i kulturen - I love it!

Jeg har to 'grundsætninger': 1) Alle mennesker har en historie at fortælle, og 2) Man bliver til i kraft i af de øjne, der ser en. I denne bog bliver man til i kraft af de fortællinger, ens ører hører - eller rettere: for læseren bliver fortælleren til i kraft af det, andre betror hende.

Vedr. pkt. 1) ovenfor læste jeg, at en anmelder så de mange betroelser til fortælleren som symptom på SoMe-kulturen - at folk har travlt med at udlevere sig selv på de sociale medier - men sådan læser jeg det ikke, tværtimod. Jeg ser bogens betroelser som private, ægte og fortrolige - alt det, de sociale medier (normalt) ikke er. Og i kraft af deres ægthed er de i stand til at danne et omrids - af tiden, af hovedpersonen, af bogen.

Når jeg alligevel holder mig på fire stjerner, er det, fordi jeg ikke helt synes, eksperimentet endnu er lykkedes - jeg føler mig lidt fortabt og forvirret efter endt læsning, men jeg går gerne i gang med resten af trilogien for at se, hvor vi ender :-)

Knap så god som de øvrige bøger i serien - men hele scenen er også flyttet ud og væk, og personerne fremstår knap så klart som tidligere. På plussiden tæller en følelse af 'suspense' igennem bogen, men til gengæld løses plottet lidt på 'hovsa-måden', synes jeg - der afsløres vigtige faktorer til allersidst.

Det er eminent godt skrevet, og de ind imellem hjerteskærende fortællinger står lysende klart. Men fraværet af et jeg forvirrer mig, og som læser føler jeg mig - ligesom efter læsningen af Omrids - ladt tilbage med en følelse af at gribe i luften, som er lettere frustrerende; derfor kun tre stjerner.

Jeg holder ved (som i mine øvrige vurderinger af Outline-trilogien) at det er eminent godt skrevet. Men jeg savner stadig struktur og udvikling - hvor hjerteskærende eller gribende, de mange betroelser end er, bliver det en lille smule kedeligt i længden.

Til gengæld er jeg her i sidste bind blevet mere opmærksom på egocentriciteten: Hvor jeg tidligere har anset de mange betroelser for at være inkluderende og ægte, bliver jeg specielt i denne bogs interview-scener sidst i bogen klar over, hvor lysende egoistiske og selvcentrerede, nogle af bogens personer er.

Det er helt klart en af den slags bøger, der "lever videre", efter man er færdig med at læse den :-)

Sikken et fint og lyrisk nedslag i Homers Iliade! Homer er 'all about storytelling' - og på den måde passer David Maloufs bidrag godt ind i historien. Den er sin helt egen spin-off, med egne tanker, fortolkninger og tillæg til Homers verden. Jeg kan godt lide at tænke, at man måske også før Homer kunne finde på at lave denne slags 'digressioner', at udvælge sig små temaer og etaper i den kæmpestore historie om Troja og således give plads til flere detaljer og fortolkninger.

Tre stjerner for at være en gedigen Sigurðardóttir-bog, men dog lidt langsom i fremdriften, og plottet er en smule svagt.

Graphic novels er bare ikke rigtig min kop te, men jeg har dog med fornøjelse læst Anne Franks dagbog - graphic diary som del af en læseudfordring. Den får tre stjerner for min subjektive læseoplevelse, men fem velfortjente stjerner for ‘det kunstneriske produkt’