Hvem slog bambi ihjel handler om forløbet op til og efter en grov og ond gruppevoldtægt - men selve forbrydelsen og specielt offeret er stort set ikke en del af bogen. Offeret er nemlig tavst - men tavsheden har til gengæld en fremtrædende - altoverskyggende - plads i fortællingen.

Sex Pistols’ fremførelse af sangen Who Killed Bambi er rå og utilgivende - og det er denne bog også. Rå i sin beskrivelse af volden; utilgivende i sin jagt på, hvem der slog uskylden, barndommen, ihjel. Var det det lokalsamfund, der var enige om at tie og tildække? Eller var det de mødre, der havde nok i deres egne liv? Eller var det den far, der havde sit eget lille rædselsregime inden for hjemmets fire vægge?

Det er en bog om svigt og savn og straf og uigennemskuelighed. Om at gøre det rigtige, og det forkerte. Stilen er ‘smalfilmsagtig’ med en kort fastholdelse af sekvenser, før man springer videre - eller spoler tilbage. En bog, der gør indtryk!

Denne bog var ikke helt, hvad jeg havde forventet - men det gør ikke noget, for den er, ja: det samme og noget helt andet. Den er alt det bedste i autofiktionen - hjerteblod, et budskab, autenticitet - og alligevel noget andet... Det har noget at gøre med sproget, der i sin flydende form og nutid lader læseren glide ind i fortællerens verden og opleve verden sammen med hende. Jeg ved ikke meget om digte, men noget i Katrine Marie Guldagers sprog, sætningsopbygningen og de korte, korte afsnit minder mig om et digt.

Jeg har læst nogle helt fantastiske, autofiktive bøger - og en del knapt så fantastiske, og jeg kan ikke helt sætte ord på, hvad forskellen er. Men denne bog er lidt anderledes, måske fordi den ikke er insisterende i sin vinkel på historien. Igen er den - det samme og noget helt andet

Virkelig velskrevet og hjerteskærende god bog! Modsat de fleste anmeldere synes jeg, denne er endnu bedre end Folkets skønhed - men samme "tone" og kredsen om det, der gør ondt. Ordet "katharsis" dukker op fra min gymnasietid (og dét er længe siden :) ) fordi det er sådan, jeg oplever smerten, når den beskrives så indirekte og dog intens som i en fortælling som denne.

Jeg har tidligere læst Arv og miljø af samme forfatter, og det ER bare svært at komme efter en så fantastisk, femstjernet læseoplevelse! Men selv om jeg er knap så begejstret for Er mor død som fortælling, er det en af den slags bøger, der nærmest fylder mest, efter man er færdig med at læse den.

Under læsningen blev jeg både irriteret på og frustreret over hovedpersonen, særligt hendes manglende refleksion. Men jeg er ærligt talt i tvivl om, om det ikke netop er forfatterens hensigt, at jeg skal føle sådan? I hvert fald er det er middel til at udstille hovedpersonens uhensigtsmæssige valg i sit forsøg på at genopbygge en relation.

Bogen omtales som autofiktiv, eller følger i hvert fald efter en erkendt autofiktiv bog, men efter endt læsning tænker jeg egentlig, at den mest har autofiktionen som emne. Hvordan reagerer en autofiktiv forfatter 30 år efter et brud med familien? Hvordan lever men i det hele taget med er brud? Kan man overhovedet ‘koble sig af’ sin mor?

I øvrigt synes jeg, at bogen som læseoplevelse får et enormt løft på allersidste side, hvor det med ‘tro, håb og kærlighed’ som tema bliver hjerteskærende tydeligt, hvor lidt man har med sig fra en barndom uden kærlighed

Med stor fornøjelse læst med hjælp fra Otto Steen Dues "ledsager-bog" og den amerikanske studieside schmoop.com (som jeg også benyttede ved læsning af Iliaden).