Denne bog var ikke helt, hvad jeg havde forventet - men det gør ikke noget, for den er, ja: det samme og noget helt andet. Den er alt det bedste i autofiktionen - hjerteblod, et budskab, autenticitet - og alligevel noget andet... Det har noget at gøre med sproget, der i sin flydende form og nutid lader læseren glide ind i fortællerens verden og opleve verden sammen med hende. Jeg ved ikke meget om digte, men noget i Katrine Marie Guldagers sprog, sætningsopbygningen og de korte, korte afsnit minder mig om et digt.

Jeg har læst nogle helt fantastiske, autofiktive bøger - og en del knapt så fantastiske, og jeg kan ikke helt sætte ord på, hvad forskellen er. Men denne bog er lidt anderledes, måske fordi den ikke er insisterende i sin vinkel på historien. Igen er den - det samme og noget helt andet