Jeg har tidligere læst Arv og miljø af samme forfatter, og det ER bare svært at komme efter en så fantastisk, femstjernet læseoplevelse! Men selv om jeg er knap så begejstret for Er mor død som fortælling, er det en af den slags bøger, der nærmest fylder mest, efter man er færdig med at læse den.

Under læsningen blev jeg både irriteret på og frustreret over hovedpersonen, særligt hendes manglende refleksion. Men jeg er ærligt talt i tvivl om, om det ikke netop er forfatterens hensigt, at jeg skal føle sådan? I hvert fald er det er middel til at udstille hovedpersonens uhensigtsmæssige valg i sit forsøg på at genopbygge en relation.

Bogen omtales som autofiktiv, eller følger i hvert fald efter en erkendt autofiktiv bog, men efter endt læsning tænker jeg egentlig, at den mest har autofiktionen som emne. Hvordan reagerer en autofiktiv forfatter 30 år efter et brud med familien? Hvordan lever men i det hele taget med er brud? Kan man overhovedet ‘koble sig af’ sin mor?

I øvrigt synes jeg, at bogen som læseoplevelse får et enormt løft på allersidste side, hvor det med ‘tro, håb og kærlighed’ som tema bliver hjerteskærende tydeligt, hvor lidt man har med sig fra en barndom uden kærlighed