Endelig er Sigurðardóttir efter et par lidt skuffende bøger tilbage i den stil, jeg holder så meget af. Plottet er denne gang stærkere, og man føler, at man langsomt kommer til at kende hovedpersonerne bedre og bedre.

Sjældent har jeg holdt så meget af en bogs personer som de skøre personager i Højsangen fra Palermovej! Det går over stok og sten, og historien vækker tonsvis af sympati og medfølelse og medlevelse. Og så er den virkelig, virkelig sjov :D

Jeg savner stadig Thora Gudmundsdóttir lidt :D men jeg har overgivet mig til Huldar og Freyja, og Tilgivelse er den hidtil bedste bog i serien.

Altså, jeg har stået på Bogforum og tudet over 2-3 linjer i Yahya Hassans første digtsamling og havde derfor både glædet mig til og frygtet - og derfor udsat! - læsningen af toeren. Der er virkelig ‘good stuff’ i denne også (‘JEG HAR IKKE NOGET KORS AT KRYBE TIL’ fra digter Tab og vind med samme sind), men på trods af sprogligt knitrende konstruktioner, hvor man mister vejret, blev jeg lidt skuffet. Der er for få af disse sproglige kunststykker, og mange af digtene er for rablende og drukner i ‘røvhuller’, som der til gengæld er så mange af, at de mister deres effekt.

Misforstå mig ikke; jeg er stadig kæmpe fan af Yahya Hassan, og også i denne toer ser man et sprogligt og kulturelt vid, der er dybt imponerende. Yahya Hassan var mange ting - en dybt imponerende kunstner, en dybt foruroligende person, et offer, en gerningsmand, syg, genial - og hele dette billede kan ikke andet end gøre et dybt, dybt indtryk!

Måske havde han ret: ‘[...] MIN SKYGGE FORLOD MIG / OG EN SKIKKELSE NEDFÆLDEDE SIG OVER MIG / SENERE BLEV JEG EN KARIKATUR AF MIG SELV’ (fra digtet Pøbel). Men han har gjort et uudsletteligt indtryk!

Fordelen ved Yrsa Sigurðardóttirs langsomme skrivestil er, at man bog for bog lærer karaktererne lidt bedre at kende. Det giver lidt ekstra værdi i Dukken, hvor man føler et særligt kendskab til hovedpersonerne. Desuden synes jeg, plottet bliver stærkere og stærkere for hver af bøgerne i serien.

Jeg læste det meste af bogen omgivet af mennesker en sommerdag i Fårup Sommerland som del af en reading challenge, hvilket var ret perfekt, fordi folks relationer kunne observeres på tætteste hold, og det dannede en fin, kontrastfyldt ramme om bogen, hvor ensomhed er et meget stærkt tema.

Jeg har altid tænkt, at man bliver til gennem de øjne, der ser én. Men efter denne bog tænker jeg, at det i mindst lige så høj grad handler om de øjne, man ser på sig selv med. Så hvad kan en psykiater, der sidder BAG sine patienter, og som ikke kan se sit eget billede i spejlet, få ud af livet?

Også angsten er vigtig i bogen. Angst er et livsvilkår og findes alle steder. Men selv for en velkvalificeret psykiater er det en uoverskuelig opgave at tøjle angsten uden den hjælp, det ligger i relationen til andre mennesker.

De tanker, bogen vækker, kan hurtigt komme til at fylde mere end bogen selv

Lisa Jewell er en god forfatter, men dels har jeg noget svært ved at holde styr på alle sporene i bogen (selv om de samles fint til sidst), og dels er spøgelser bare ikke min kop te :-)