Altså, jeg har stået på Bogforum og tudet over 2-3 linjer i Yahya Hassans første digtsamling og havde derfor både glædet mig til og frygtet - og derfor udsat! - læsningen af toeren. Der er virkelig ‘good stuff’ i denne også (‘JEG HAR IKKE NOGET KORS AT KRYBE TIL’ fra digter Tab og vind med samme sind), men på trods af sprogligt knitrende konstruktioner, hvor man mister vejret, blev jeg lidt skuffet. Der er for få af disse sproglige kunststykker, og mange af digtene er for rablende og drukner i ‘røvhuller’, som der til gengæld er så mange af, at de mister deres effekt.

Misforstå mig ikke; jeg er stadig kæmpe fan af Yahya Hassan, og også i denne toer ser man et sprogligt og kulturelt vid, der er dybt imponerende. Yahya Hassan var mange ting - en dybt imponerende kunstner, en dybt foruroligende person, et offer, en gerningsmand, syg, genial - og hele dette billede kan ikke andet end gøre et dybt, dybt indtryk!

Måske havde han ret: ‘[...] MIN SKYGGE FORLOD MIG / OG EN SKIKKELSE NEDFÆLDEDE SIG OVER MIG / SENERE BLEV JEG EN KARIKATUR AF MIG SELV’ (fra digtet Pøbel). Men han har gjort et uudsletteligt indtryk!