Jeg har hørt "Stigninger og fald" som lydbog - og, indrømmet, sproget er nærmest uhørt æstetisk og lyrisk! Sprogmelodien flyder vuggende afsted, så man slet ikke behøver at lytte efter, man kan bare "lytte til". Problemet er så, at man (jeg) faktisk slet ikke kan "lytte efter". Tonen og det ekstremt markante billedsprog nærmest blokerer for forståelsen af indholdet af teksten. Og selv når jeg koncentrerede mig kun om dét: at høre indholdet, fandt jeg teksten springende og uhåndgribelig.

Sidste bog i kvartetten - ærgerligt, at den ikke bliver ved i én uendelighed! Jeg tager mig selv i at ønske mig endnu en bog, endnu en vinkel - f.eks. kunne den hedde "Amril"!

Aldrig før har jeg oplevet en by blive beskrevet så menneskelignende, så sanseligt.

Jeg kommer til at savne Durrell! F.eks. side 210: "Sceneriet var allerede skrevet, skuespillerne valgt, tidspunkter og rytme gennemprøvet til sidste detaille i den usynlige forfatters hjerne, en forfatter, der måske i sidste instans ville vise sig bare at være byen selv, den menneskelige situations Alexandria. Kimene til fremtidige begivenheder bærer vi i os selv. De ligger i os og udfolder sig efter deres egen naturs love. Det er svært at tro, når man tænker sig den sommers fuldkommenhed og på det, der fulgte efter."

Vildt spændende!! Tak til alle dem, der har overtalt mig til at fortsætte med Jussi Adler-Olsen efter Alfabethuset :-) Der er spænding lige fra første side, klare personskildringer og en god historie.