Argh, hvor er det svært at vælge mellem tre og fire stjerner her! Johan Ottosen er en god fortæller, og specielt sidste tredjedel af bogen er meget medrivende... Men - måske "lider" bogen under at være en debutbog, der vil alt, alt for meget: For mange personer, for mange miljøer, for mange historier, for mange niveauer.

Bogen er første del af en annonceret trilogi, men jeg synes, det er lidt irriterende at stå med SÅ mange ubesvarede spørgsmål efter 500 sider - og udsigten til, at sidste bind først udkommer i 2016!

Et andet minus er bogens struktur, der med meget små kapitler og et højt tempo måske lægger for meget under for nutidens mediekultur (bogen udkom i øvrigt i første omgang kun som e-bog). Så derfor: Hvis jeg skal følge op med en læsning af toeren (Apokalypsens engle), der udkommer i 2014, skal der mere struktur og mere dybde i fortællingen.

En OK bog - helt afgjort spændende og medrivende. Men samtidig lidt for fyldt med belejlige tilfældigheder på de helt "rigtige" tidspunkter i en grad, så det efter min mening forstyrrer læseoplevelsen. Der er for mange stereotyper, og handlingen er for forudsigelig. Jeg er ret vild med Assad-figuren, men også han får lige en tand for meget.

Jeg må endnu engang erkende, at det sker, at hele verden går amok over en forfatter, og jeg sidder lidt uforstående tilbage :-)

Fantastisk formidling - jeg håber på meget, meget mere i denne kategori fra Madeline Millers side!

En skildring af små og større drenges groteske ondskab over for hinanden, momentant afbrudt af pludselige og overraskende humoristiske betragtninger. Men det fungerer ikke og fører ikke rigtig nogle steder hen - omtrent halvvejs i bogen begyndte jeg at savne mål og retning for det diffuse ubehag, man oplever under læsningen.

Jeg kan simpelthen ikke forlige mig med den selvretfærdige og bitre Penelope, der her beskrives! Men ideen er god nok, ikke mindst mht. koret.

Jeg giver to stjerner, fordi disse fortællinger hver for sig er - OK. Men samlet set har jeg været fristet til kun at give én stjerne. Jeg mangler fuldstændigt en fornemmelse for, hvad denne bog vil - der er ingen naturlig overgang mellem fortællingerne, ingen rød tråd, og nogle af fortællingerne egner sig faktisk bedst til en slægtshistorisk bog.

Jeg imponeres endnu engang over Bent Hallers evne til at genfortælle Homer så letlæseligt, med en gengivelse, der er ualmindeligt tro mod forlægget.