Jeg har to 'grundsætninger': 1) Alle mennesker har en historie at fortælle, og 2) Man bliver til i kraft i af de øjne, der ser en. I denne bog bliver man til i kraft af de fortællinger, ens ører hører - eller rettere: for læseren bliver fortælleren til i kraft af det, andre betror hende.

Vedr. pkt. 1) ovenfor læste jeg, at en anmelder så de mange betroelser til fortælleren som symptom på SoMe-kulturen - at folk har travlt med at udlevere sig selv på de sociale medier - men sådan læser jeg det ikke, tværtimod. Jeg ser bogens betroelser som private, ægte og fortrolige - alt det, de sociale medier (normalt) ikke er. Og i kraft af deres ægthed er de i stand til at danne et omrids - af tiden, af hovedpersonen, af bogen.

Når jeg alligevel holder mig på fire stjerner, er det, fordi jeg ikke helt synes, eksperimentet endnu er lykkedes - jeg føler mig lidt fortabt og forvirret efter endt læsning, men jeg går gerne i gang med resten af trilogien for at se, hvor vi ender :-)