Denne bog fejler både i sit indhold (rodet, uinspirerende) og i sin oversættelse (grammatiske fejl, flere kunne/kunde-fejl osv.) Emnet er ellers spændende, og der er et hav af information at give videre - og måske er det problemet? Sproget er flakkende og minder mest om notatskrivning af den relativt omfattende litteraturliste.

Hvorfor er undertitlen "De smukke mennesker i Firenze"? Medicierne beskrives mestendels om fysisk utiltrækkende.

Og så er der nogle højst mærkværdige afsnit, f.eks.:

Side 119: "Egentlig fortjener Giovanni beundring. Han havde sit udseende imod sig, i forhold til sin far. Lorenzos kindben havde været skulpturelle, Giovannis var skjulte i fedme. Lorenzos blik havde været mildt, lyrisk og skarpt på samme tid, Giovannis flakkende blik gav et upålideligt indtryk, samtidig med at der var noget galt med hans syn, som gav hele ansigtet et sløret træk" (afsnit slut).

(Fortjener Giovanni beundring, fordi han havde sit udseende imod sig?!)

Side 120: "Trods Lorenzos bekymring for at han skulle sove for længe om morgen (sic!), kan man sige, at Giovanni var den, som sørgede for, at navnet Medici i yderligere et par hundrede år fik sin plads i historien" (afsnit slut).

Side 121: "Pave Leo X havde det held, at han døde ung, 45 år gammel, af en tarmsygdom, som havde plaget ham i mange år."

Osv. osv.

Helt klart Slægten-seriens hidtil bedste bidrag.

NÆSTEN for spændende, næsten for mange personer i "galleriet" og næsten for mange tråde - men vanvittigt spændende og velskrevet som altid!

Forfriskende ny efter en lang, lang serie med bøger af svingende kvalitet. Knivskarp i sit fokus på betydningen af slægt / familie / historie og med en fin forankring i nutiden. Dog en anelse for "tynd" til fire stjerner, men bestemt en af de bedste, om ikke DEN bedste, af Slægten-bøgerne.

10 meget fine variationer over Sartres "Helvede - det er de andre", fortalt med novellens lethed, men med en spot-on beskrivelse af hverdagens små og store problemer, iblandet en passende portion underspillet humor.

Det er ikke nemt at læse Alexandria-kvartetten! Modsat sin bror (der formidler fremragende underholdning) kræver Lawrence Durrell noget af sin læser: Man er nødt til at SE hvert et ord for at fornemme kvaliteten og dybden, og jeg er sikker på, at også Balthazar er en af de bøger, der skal læses og genlæses flere gange, før man har fået alle aspekter med. Ligesom når man læser Thomas Mann, tager det TID at læse Lawrence Durrell - til gengæld får man en mindeværdig læseoplevelse.

Intentionen er forståelig og god: at give ord til et barn, der ikke selv kan sætte (de rigtige) ord på sin situation, og som bliver gjort så uendeligt meget ondt med ord alene. Men det bliver lidt karikatur-agtigt eller for stilistisk, hvilket forstyrrer læseoplevelsen en smule.