Efter lidt tilvænning er jeg blevet helt betaget af Murakamis univers: Ingen kan som han beskrive de mest groteske, mystiske og absurde situationer på en måde, så man helt umiddelbart accepterer dem som naturlige! Denne roman griber om hjerne og hjerte lige fra første side, og der er så mange "lag", at jeg simpelthen er nødt til at læse den igen engang - derfor fem stjerner.

"Trækopfuglens krønike" er ikke Murakamis bedste bog - den er for "løst struktureret" efter min mening - (jeg er nok hæmmet af at læse dem i forkert rækkefølge, for det er meget, meget svært at komme efter 1Q84!) men jeg er vild med hans univers af katte og måner og mystik og parallelle universer!

Det er umuligt ikke at give fem stjerner for denne fortælling, som jeg her læste for anden gang. Dog har jeg for nyligt læst Og bjergene gav genlyd (for første gang) - og den var faktisk en anelse bedre. Men vi taler variationer inden for de fem stjerner!

Der spilles på alle følelser, og selv om jeg et stykke hen ad vejen følte, at en anden-gangs-læsning ødelagde lidt af oplevelsen, endte jeg alligevel med at fortabe mig totalt i historien - i gruen, håbet og kærligheden.

Ligesom i de to foregående bøger er der mange spor med spring i tid og sted, men mod al fornuft lykkes dette kalejdoskop igen for Mich Vraa og giver en virkelig god læseoplevelse. Bl.a. møder vi nogle af 1600-tallets kolonister - nogle er kristne, andre er det bestemt ikke, men de fleste har det til fælles, at de udviser en særlig form for arrogant stupiditet og mangel på respekt for fremmede, og megen grusomhed bliver udøvet mod andre i guds navn... Denne stålsatte overbevisning om egen ret til overherredømme er svær at forstå og dermed tilgive i dag - hvor tankegangen desværre særligt i disse tider er skræmmende virkelig i white supremacy-tankegangen.

Denne sidst bog i trilogien er helt sin egen, men bl.a. at lade Faith vende tilbage til et forladt Solitude er ret genialt, fordi læseren føler en snert af samme nostalgi ved påmindelsen om tidligere hændelser, som Faith gør. Også ved omtalen af den unge Maria føler man som læser et særligt ‘slægtskab’ og genkendelighed.