Ligesom i de to foregående bøger er der mange spor med spring i tid og sted, men mod al fornuft lykkes dette kalejdoskop igen for Mich Vraa og giver en virkelig god læseoplevelse. Bl.a. møder vi nogle af 1600-tallets kolonister - nogle er kristne, andre er det bestemt ikke, men de fleste har det til fælles, at de udviser en særlig form for arrogant stupiditet og mangel på respekt for fremmede, og megen grusomhed bliver udøvet mod andre i guds navn... Denne stålsatte overbevisning om egen ret til overherredømme er svær at forstå og dermed tilgive i dag - hvor tankegangen desværre særligt i disse tider er skræmmende virkelig i white supremacy-tankegangen.

Denne sidst bog i trilogien er helt sin egen, men bl.a. at lade Faith vende tilbage til et forladt Solitude er ret genialt, fordi læseren føler en snert af samme nostalgi ved påmindelsen om tidligere hændelser, som Faith gør. Også ved omtalen af den unge Maria føler man som læser et særligt ‘slægtskab’ og genkendelighed.