Take a photo of a barcode or cover
70 reviews by:
fth0tfitzgerald
The Dark Forest by Liu Cixin is an amazing book! I enjoyed reading it immensely.
Compared to the first book I found the pacing and story to be more stable, and there were fewer sections than in the first book that felt drawn out and irrelevant.
The best and most interesting part of the book were the sociological and philosophical elements. The use and exploration of terms likeTechno-triumphalism and Technological Determinism in the Space Fleet were amazing. With things like these Liu manages to not only set the current mood of the story and explore human ways, but he also sets up yet unknown plot-twists.
Plot-twists are another thing that Liu does seamlessly. In many ways reading these books feel more like a murder-mystery than it does SF. He manages to continually suprise you even when you think he has nothing more to give.
The ideas in this book manage to be even more developed and sohisticated compared again to the first book. Much of this is probably due to the worldbuiling done in the first book allowing this one to delve deeper. Liu has a real talent for imagination.
One of my favourite parts wasseeing Ding Yi again . All though Cixin's characters are all quite cold and seem aloof to the reader, even when their actions or emotions described are the exact opposite, I've still managed to become attached to some of them. So being "reunited" with him was great.
This cold and aloof style that Liu has, has become quite interesting to me. I don't think I've ever read an author where during a description of a character feeling a sense of deep love and fulfilment, there seemed no effort to share this sensation with me. Of course this is because most authors want me to feel. I'm not sure if Liu does.
His writing feels very much like Zhang Beihai wishes to be. A man where nothing can be gleamed of what lies behind the surface.
I by no means dislike it.
In fact my only big complaint with the book comes from what I felt were wasted opportunities for delving deeper into a concept, or altogether forgoing the explanation of one Liu himself has chosen to include in the story.
An example of this is the lack of a family structure in crisis year 200. When Liu wakes up he is told that families are no longer a thing, there is no further explanation as to why or how. It is briefly mentioned later in Zhang Beihai's story, but I still feel that it was strange to include such a thing without further explaining it.
Maybe it will crop up in the third book?
Compared to the first book I found the pacing and story to be more stable, and there were fewer sections than in the first book that felt drawn out and irrelevant.
The best and most interesting part of the book were the sociological and philosophical elements. The use and exploration of terms like
Plot-twists are another thing that Liu does seamlessly. In many ways reading these books feel more like a murder-mystery than it does SF. He manages to continually suprise you even when you think he has nothing more to give.
The ideas in this book manage to be even more developed and sohisticated compared again to the first book. Much of this is probably due to the worldbuiling done in the first book allowing this one to delve deeper. Liu has a real talent for imagination.
One of my favourite parts was
His writing feels very much like
I by no means dislike it.
In fact my only big complaint with the book comes from what I felt were wasted opportunities for delving deeper into a concept, or altogether forgoing the explanation of one Liu himself has chosen to include in the story.
Maybe it will crop up in the third book?
Fantastisk!
Bogen har nogle tydelige problemer, pacing og flade karekterer værende de største. Det er dog fuldstændigt overskygget af dens vilde og spændende, videnskablige og filosofiske overvejelser.
Desuden er runde karektere, for mig, på ingen måde noget jeg har behov for i SF. Plot og worldbuilding er førsteprioriteten, og de er helt på plads her.
Her er nogle af de bedste:
Bogen har nogle tydelige problemer, pacing og flade karekterer værende de største. Det er dog fuldstændigt overskygget af dens vilde og spændende, videnskablige og filosofiske overvejelser.
Desuden er runde karektere, for mig, på ingen måde noget jeg har behov for i SF. Plot og worldbuilding er førsteprioriteten, og de er helt på plads her.
Her er nogle af de bedste:
Shooter & Farmer teorien. Shooter delen især er nok til at dreje hele ens hoved 720 grader rundt. Udfoldningen og "programmeringen" af protoner. Sygt!!! Planen om at skære Judgement Day i skiver.
Det er længe siden at jeg har læst en bog, eller endda set en film, der har givet mig hjertebanken. Men denne her gør.
En hvid kvindes historier om xenoslaveri der alle syntes at ende i romantisk kærlighed, er nok til at gøre enhver skeptisk.
Da jeg først begyndte at læse bogen og i løbet af den anden historie så hvor plottet endnu en gang ville tage mig hen var jeg yderst skeptisk. Konceptet virkede for mig fornedrende. Som om at kærlighed var en nem løsning til alle de ellers velbeskrevede og komplekse situationer K. Le Guin skrev om. Jeg lagde bogen væk i nogle uger efter at være blevet færdig med den anden historie.
Hvor er jeg dog glad for at jeg samlede den op igen, for svaret på mit problem med bogen var jo lige præcis det som K. Le Guin allerede forstod. Kærlighed kan aldrig fornedre eller forsimple.
Historierne i bogen til tider direkte grusomme og modbydelige, tanken om virkligheden bag dem giver kvamle. Der er så meget ondt vi mennesker gør ved hinanden.
Og hvad kan vi gøre, hvordan kan vi være i det?
Kærlighed.
Da jeg først begyndte at læse bogen og i løbet af den anden historie så hvor plottet endnu en gang ville tage mig hen var jeg yderst skeptisk. Konceptet virkede for mig fornedrende. Som om at kærlighed var en nem løsning til alle de ellers velbeskrevede og komplekse situationer K. Le Guin skrev om. Jeg lagde bogen væk i nogle uger efter at være blevet færdig med den anden historie.
Hvor er jeg dog glad for at jeg samlede den op igen, for svaret på mit problem med bogen var jo lige præcis det som K. Le Guin allerede forstod. Kærlighed kan aldrig fornedre eller forsimple.
Historierne i bogen til tider direkte grusomme og modbydelige, tanken om virkligheden bag dem giver kvamle. Der er så meget ondt vi mennesker gør ved hinanden.
Og hvad kan vi gøre, hvordan kan vi være i det?
Kærlighed.
"What is one man's and woman's love and desire, against the history of two worlds, the great revolution of our lifetimes, the hope, the unending cruelty of our species? A little thing. But a key is a little thing, next to the door it opens."
Ursula K. Le Guin syntes at forstå mennesker som ingen anden forfatter jeg har læst. Igennem hendes historier om fremmede verdener ser jeg min egen.
"We teach what we know, he thought, and all our knowledge is local"
Jeg kan ikke håbe at syntes ligeså vis og tålmodig som K. Le Guin og hendes karaktere i min livstid, men hvis jeg kan tage en smule af hendes med mig, vil det syntes uendeligt ved siden af min egen.
Som en note til sidst vil jeg anbefale fremtidige mig at lytte til Meshell Ndegeocellos tre sange "Love", "Hatred" og "Tsunami Rising" imens hun genlæser bogen. De følges smukt sammen.
Kapitlet om hans mor var meget spændende, men derefter syntes jeg egentligt at den hurtigt flød over i en underlig klagende vælling. En gang imellem var der noget interessant, men mest af alt var det bare for meget.
Jeg fik en fornemmelse af, at digtene lige så godt kunne være skrevet af en 14 årig tumblr bruger.
Derudover virker Glenns forhold til kvinder bizart. Der var meget snak om hvor hårdt det var at være provins bøsse, og hvodan alt andet der ikke var super intersektionelt blegnede ift. Glenns liv.
En bog om blinde vinkler, fuld af blinde vinkler.
Jeg fik en fornemmelse af, at digtene lige så godt kunne være skrevet af en 14 årig tumblr bruger.
Derudover virker Glenns forhold til kvinder bizart. Der var meget snak om hvor hårdt det var at være provins bøsse, og hvodan alt andet der ikke var super intersektionelt blegnede ift. Glenns liv.
En bog om blinde vinkler, fuld af blinde vinkler.
Fantastisk skrevet. Sjov, klam, vulgær, brutal og mere. Jeg vil helt sikkert glæde mig til at læse endnu en af hans bøger!
Langsom start og slutning, men ellers bare endnu en klassisk Tanizaki. Jeg kunne godt lide den.
