Et virkelig godt eksempel på, hvordan historisk fiktion skal skrives :-) Livet på Jens Munks tid er så levende beskrevet, at man kan se og høre hverdagen, samtidig med at den historiske ramme hele tiden holdes tydelig. Der er lige lovlig mange sømands-faglige beskrivelser efter min smag, men det må man jo næsten forvente, når man læser en biografi om en søofficer :D 

Bogen består af ene selvstændige afsnit, oftest bare bestående af én sætning. Alle afsnit starter med “Jeg kan huske…”

Det lyder mærkeligt, men teksten begynder næsten omgående at ramme læseren! Det er svært at forklare, men rytmen i alle “jeg kan huske”-sætningerne, der ofte indeholder noget helt banalt, der hører barndommen til, frembringer så klare minder og følelser og billeder, at man jævnligt må snappe efter vejret.

Måske er det min hang til nostalgi, særligt her i studentertiden ❤️, særligt når man savner 💔 - men det er en af de bedste bøger, jeg længe har læst!

Uh, den er svær at vurdere! Den er lang (for lang?) og persongalleriet er omfattende (for omfattende?) Og handlingen er egentlig lidt tynd. Men der er bare det, at Stefánsson tryller med sproget og skriver så hjertegribende, at man alligevel ikke ønsker, at bogen skal slutte.