Jeg er kæmpestor fan af Thomas Mann og har med den største fornøjelse genlæst Døden i Venedig - historien om Gustav von Aschenbach, der spontant(!) rejser til Venedig og - på afstand - forelsker sig i drengen Tadzio.

Da jeg første gang læste denne bog for en del år siden, havde jeg lige ‘opdaget’ Thomas Mann via Trolddomsbjerget og var så fuldstændig væltet omkuld af hans skrivestil! Jeg kan tydeligt huske, da det gik op for mig, at den midaldrende Aschenbach var godt på vej til at forelske sig i den unge dreng, og det var tabuet i aldersforskellen, det optog mig mest.

Siden da har jeg læst meget mere Thomas Mann - og meget mere OM Thomas Mann, og bl.a. derfor læser jeg Døden i Venedig anderledes i dag, og selve homoseksualiteten får en helt anden vægt og betydning. Fra den allerførste af de 95 komprimerede sider er ikke kun døden og seksualiteten tydelige medspillere, men også Mann selv.

Her i en coronatid har jeg flere gange tænkt, at skulle jeg i dag vælge en ny uddannelse, skulle det være antropologi. I aften, efter at have afsluttet denne fantastiske lille bog, tænker jeg mest, at jeg godt gad bruge et helt liv på at dechifrere de mange lag i Manns forfatterskab!