Helleberg skriver glimrende, og bogen er letlæselig. Ikke desto mindre er jeg lidt skuffet, fordi hele fortællingen er noget mistrøstig, og jeg synes faktisk ikke helt, jeg har mærket Kamma Rahbek, eller i hvert fald kun i glimt.

I stedet for den kærlighed til mennesker og kultur, jeg forventede, læser jeg mest om kummerlige vilkår, fattigdom, sygdom og død. Det er sådan set forventeligt i første del af 1800-tallet - men hvor er forklaringen på, at det forfaldne Bakkehus har levet videre i dansk kulturhistorie i 200 år?