Egentlig er man helt tømt for ord efter at have læst bogen, som er vild og kaotisk og barsk og irriterende og forvirrende og udfordrende. Og helt, helt fantastisk!

Forfatteren, som hedder Anita og Hannah og flere andre ting, bor med sine to drenge i København, men i bogen er man skiftevis - og samtidig! - i Danmark, Island, Peru. Alt sammen viklet ind i en psykiatrisk diagnose af en slags, beskrevet indefra. Det lyder kaotisk, og det er det. Men midt i kaos er det, som om et billede af en person vokser frem og bliver mere og mere tydeligt. Man må stoppe op og lade ordene synke ind. Man græder, eller har lyst til det, og ind imellem må man grine. Ofte over noget drengene siger - og de der små brudstykker af børnekommentarer kommer til at virke både distancerende og samlende på historien.

Det er umuligt at give en fyldestgørende omtale af denne bog, og måske deri ligger genialiteten. Også selv om den er svær at læse og kræver noget og ind imellem unddrog sig enhver rating