Jeg skal være helt ærlig og sige, at dengang i efteråret 2019, da Leonora Christina Skov stod ved et foredrag i Nørager og fortalte, at hendes næste bog efter Den der lever stille ville bygge på samme materiale - ja, der blev jeg faktisk lidt bekymret. Det forekom mig umuligt at komme efter en så enestående bog med succes, hvis det bryggede videre på samme opskrift...

Min bekymring er blevet gjort til skamme ❤️ Selv om en del af materialet netop er kendt, har denne bog stor værdi i sig selv. Billedet bliver bredt ud og bliver endnu mere samtidsrelevant. Det er nok ikke undsluppet nogens opmærksomhed, at der indgår en #metoo-episode med en forlægger - men jeg savner opmærksomhed på, at hele bogen vrimler med en syg #metoo-kuktur, ikke kun af seksuel karakter. Og vi SKAL tale om det! Kampen for kvinders (lige)værd er slet, slet ikke forbi.

Men bogen er langt mere end det. Man hvirvles med ind i en forfatters verden og drømme og kampe, og siderne vender nærmest sig selv. Fra bogens allerførste side står Leonora Christina Skov lysende klart - med sin røde kuffert og sit farverige tøj - men først og fremmest kan man ‘høre’ hende, hendes budskab og hendes kamp. Præcis som man ser og hører hende ved hendes foredrag. Med en nærmest trodsig insisteren viser hun tydeligt, hvem hun er - og ud over hendes fantastiske sprog er det den evne, der giver mig mest respekt for Leonora Christina Skov. Efter hendes to seneste bøger forstår man jo, hvor meget energi og vilje, der blev lagt i at gøre hende usynlig eller til en anden, end hun var. I et Jantelovs-land som Danmark går en sådan vedholdenhed ikke upåagtet - eller ustraffet - hen, men efterhånden må det stå klart selv for Leonora Christina Skov selv, at hendes ‘fanskare’ er stor!