De tre første essays er super-interessante og ført i en forventelig stil for essays. Men så følger afsnittet ‘Tilblivelsen af Doktor Faustus’, der med sine 200 sider har den meget præcise undertitel: ‘Romanen om en roman’, og man ved ikke helt, hvad man skal forvente 😅 Men hvad der venter er ren fløde for en Thomas Mann-fan!

Vi får et selvbiografisk kalejdoskop med fokus på research og skriveproces, meget virkningsfuldt kombineret med historisk-politiske kommentarer og hverdagsbetragtninger, hvor man bl.a. kommer tæt på Nazitysklands undergang oplevet via en eksileret tysker i Amerika.

Dette selvbiografiske indhold veksler velgørende med grundige, biografiske indslag om samlevende og afdøde kunstnere, der havde betydning for Mann. Det slog mig, at Mann muligvis er en af de få, der kan beskrive mødet med diverse celebrities, uden at jeg irriteres af namedropping-effekten! Han namedropper nemlig ikke for at promovere sig selv - dertil er hans selvforståelse simpelthen for stærk 😄 - men fordi disse kunstnere har betydning for forståelsen af hans samtid - og fordi han ganske enkelt beundrer dem.

Jeg er med på, at disse essays udelukkende er forfatterens egne ord om eget arbejde - men jeg har aldrig følt mig så tæt på geniet Thomas Mann som ved læsningen af At erkende dybt og gestalte smukt