Jeg har læst denne bog med interesse, for emnet er vigtigt og den er ikke dårligt skrevet. Men jeg har svært ved helt at finde ord for den frustration, jeg har følt under læsningen. Uforløsthed? Ja, til dels, for smerten er uden tvivl reel, og derfor giver det en masse spørgsmål, når fundamentet undervejs pludselig ændrer sig fra (passiv) aggression til ubetinget "underkastelse". Irritation? Også det, for hvad er målet og formålet med fortællingen? Jeg har svært ved at se, hvad man kan lære om det almene mor-datter-forhold - ud over at det er svært.

Det er jo (som også mange anmeldere har bemærket) næsten umuligt ikke at trække en parallel til Leonora Christine Skovs Den der lever stille - men sammenligningen rækker ikke længere end til emnet: Mor-datter-forholdet. Den der lever stille har en højere litterær kvalitet og en almenmenneskelighed, som jeg ikke på samme måde har kunnet finde i Fruen.