Allerede prologen slog mig omkuld! Her er det ikke sorgen, jeg hører i første omgang, men hverdagens, det almentmenneskeliges absurditet, der holdes ud i strakt arm. Og jeg forelsker mig allerede der i Agnes!

Så bliver Agnes’ adfærd temmelig ekstrem, og jeg distancerede mig kortvarigt - sex & drugs fik mig til at føle, at det er en meget ‘ung’ bog... Og så ramte tabet og sorgen og det groteske, og jeg tudede - hulkede! - mig gennem resten af bogen. Jeg er så priviligeret, at jeg ikke kender den form for sorg, som Agnes oplever. Men jeg føler noget af dens voldsomhed og det altomfattende i dens endegyldighed igennem Amalie Langballes ord. Hendes fortælling er nådesløs - bedst som hun beskriver en helt almindelig hverdagssituation, formår hun i næste øjeblik at suge læseren tilbage i tabet og sorgen!

Pga alenlang venteliste på biblioteket har jeg hørt Forsvindingsnumre som lydbog, men det er en bog, der MÅ købes og SKAL stå i reolen!

Jeg må lige tilføje, at jeg faktisk er taknemmelig for at have hørt den som lydbog. Dels skulle jeg en overgang bruge begge hænder til mine Kleenex :D men det er simpelthen den mest perfekte indlæsning, jeg endnu har hørt! Well done, Camilla Lau, der ungt og indlevende og dog distanceret OG med passende plads til humoren gør et virkelig godt stykke arbejde!